Spring til indhold

Praktikophold

Praktikant på ambassaden i Manila

Den danske ambassade i Manila søger to praktikanter til at indgå aktivt i det daglige arbejde på ambassaden, hhv. en handelspraktikant og en politisk/administrativ praktikant. 

Hvad laver den danske ambassade i Manila?

Ambassaden arbejder for at fremme danske interesser samt pleje forholdet mellem Danmark og Filippinerne. Derudover assisterer vi danske virksomheder med at etablere sig i et af Asiens største vækstmarkeder. Mere konkret håndterer vi opgaver med økonomisk diplomati, EU-samarbejde, politisk rapportering, delegationsbesøg samt konsulære og administrative opgaver. Ambassaden er en middelstor ambassade (pt. 18 personer), hvorfor du som praktikant kan få mulighed for at arbejde med en bred vifte af ambassadens daglige opgaver.

Ambassaden er en arbejdsplads med fokus på trivsel, flad struktur og konstant læring. Vi er en travl ambassade, så du vil sjældent kede dig på arbejdet. Hvis du også er interesseret i smuk tropisk natur, hvide strander, søde mennesker og en unik kultur med spanske, amerikanske og asiatiske træk, så er Filippinerne lige noget for dig.

Politisk/administrativ praktikant

Praktikanten vil i nært samarbejde med ambassadøren og konsulen bistå med politiske og administrative opgaver. Arbejdsopgaverne vil typisk være:

  • info-søgning om økonomiske og politiske forhold i Filippinerne og udarbejdelse af rapporter herom
  • branding af de to lande via sociale medier mv.
  • bidrage til udvikling af de kulturelle relationer mellem Danmark og Filippinerne
  • udarbejdelse af info-materiale og statistikker, blandt andet i sammenligning mellem de to lande
  • bistå ved interne administrative opgaver
  • deltagelse i relevante regelmæssige interne møder på ambassaden
  • ad hoc deltagelse i eksterne møder, EU, FN mv.

Handelspraktikant

  • Som handelspraktikant vil du have et tæt samarbejde med kollegaerne i handelsafdelingen, hvor du vil assistere i handelsafdelingens daglige arbejde og projekter.

  • info-søgning om økonomiske og kommercielle forhold i Filippinerne samt undertiden udarbejdelse af rapporter herom
  • branding af de to lande via sociale medier mv.
  • bidrage til udvikling af de kulturelle relationer mellem Danmark og Filippinerne
  • udarbejdelse af info-materiale og statistikker, blandt andet sammenligning mellem de to lande
  • deltagelse i relevante regelmæssige interne møder på ambassaden samt ad hoc deltagelse i eksterne møder
  • strukturering og afholdelse af forskellige events så som butiksåbninger, uddannelse messer, delegations besøg, mm.
  • bidrage til at fremme ambassadens fokusområder og danske interesser i Filippinerne

Dine kvalifikationer

Vi søger en kandidatstuderende, som er dansk statsborger eller har tilknytning til Danmark. Derudover er du ansvarsbevidst, arbejdsom og positivt indstillet over for at varetage dine forskellige arbejdsopgaver, herunder ikke går af vejen for de mere rutinemæssige opgaver. Du skal kunne løse opgaver selvstændigt, men også kunne indgå i samarbejder med andre. Arbejdssproget på ambassaden er dansk og engelsk, hvorfor gode engelskkundskaber i skrift og tale er en forudsætning. Kendskab til Filippinerne eller Sydøstasien vil være en fordel, men ikke et krav. Godt kendskab til Microsoft Office er en forudsætning, herunder Excel og PowerPoint.

Praktiske vilkår

Praktikopholdet er af seks måneders varighed, med start 1. februar 2020. Der vil blive taget højde for, at praktikken skal indgå i et studieforløb, og derfor kan blive tilrettelagt på en måde, der sikrer meritoverførsel i overensstemmelse med reglerne på det pågældende studiested. Ambassaden formidler ikke bolig, men kan hjælpe dig med at finde et lejemål i gåafstand fra ambassaden. Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder støtte til refusion af konkrete dokumenterede udgifter ved praktikopholde på op til 3.000 kr. pr. måned.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt inkl. fleksibilitet. Ferie afholdes ifølge ambassadens ferieplan. Praktikopholdet forudsætter, at praktikanten bliver sikkerhedsgodkendt af Udenrigsministeriet.

Ansøgningsfrist 8. september 2019

Send din ansøgning (maks. 1 side og skrevet på engelsk) bilagt CV, eksamensudskrifter, og anbefalinger i ét samlet PDF-dokument til: mnlamb@um.dk. I emnefeltet skal der stå ”Praktikansøgning 2020 + navn”. I ansøgningen skal det fremgå, om du søger at blive henholdsvis politisk/administrativ- eller handelspraktikant.

Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til ambassaden på mnlamb@um.dk